Erfaren projektleder med teknisk baggrund søges til spændende installationsprojekter.

Vil du stå i spidsen for projekter, der gør en forskel – fra opgradering af varmecentraler til ombygning af indeklima tekniske installationer i såvel bolig- som erhvervsejendomme?

Hos PKA Ejendomme søger vi en engageret projektleder, der kan tage ansvar for vores tekniske projekter og sikre, at de bliver gennemført med høj kvalitet og i tæt dialog med viceværter, driftschefer, kunder og samarbejdspartnere.

PKA Ejendomme er mindre end tre år gammel, og vi bygger et ejendomsforvaltningsselskab fra bunden. Det kræver derfor en særlig forståelse for, at du er med i en vigtig opbygningsfase, hvor vi i stort og småt sætter kursen for fremtiden.

Dine primære opgaver

Din kerneopgave som projektleder bliver at sikre en effektiv, professionel og sikker styring og operationel ledelse af vores mange tekniske projekter. Du får økonomisk og fagligt ansvar din egen portefølje af byggeprojekter, som kunne være: Udskiftning af brugsvandsinstallationer, opgradering af varmecentraler og ombygning og optimering af HVAC.

Projekterne er primært på Sjælland, men der kan også komme projekter på Fyn og i Jylland.

Du vil være ansvarlig for hele processen: fra projektering, udarbejdelse af beskrivelser, udbudsmateriale, kontrahering, fagligt tilsyn, opfølgning i udførelsesfasen, til styring og rapportering af økonomi samt overlevering af færdigt projekt til teknisk drift.

Du sikrer at projekterne understøtter den langsigtede værdiforbedring af ejendommene, samt tilgodeser vores krav til bæredygtige løsninger.

Vi leder efter dig, der:

  • Deler vores passion for mursten og mennesker, og ønsker at være en del af et team, hvor mod og personligt ansvar er vigtige nøgleord i hverdagen.

  • Har en solid teknisk baggrund, måske som VVS-tekniker, installatør, ingeniør eller overmontør.

  • Er et positivt, dedikeret menneske, der evner at lede og motivere internt og eksternt.

  • Har en høj arbejdsmoral og en faglig stolthed.

  • Har erfaring med projektledelse inden for installationstekniske projekter.

  • Har indgående erfaring med lovgivning, regler og krav til byggesager og generel compliance.

  • Er struktureret, selvkørende og god til at bevare overblikket, også når tingene går stærkt.

  • Kommunikerer klart og professionelt – i både skrift og tale – og er dygtig til at skabe gode relationer.

  • Har et naturligt drive og lyst til at gøre en forskel – både for kunderne og ejendommene.

Du skal selvstændigt kunne løfte små som store projekter på vores bolig- og erhvervsejendomme, idet fokus er at projekterne højner kvaliteten af vores ejendomme og ikke mindst brugeroplevelsen for vores beboere og kunder.

Hos PKA Ejendomme får du:

  • En hverdag med stor frihed og indflydelse.

  • Et dynamisk og uformelt miljø med kort vej til beslutningerne.

  • Mulighed for at præge projekterne og udvikle dig fagligt og personligt.

  • Et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og værner om en god tone og et godt sammenhold.

Genvejen til gode løsninger er dedikerede medarbejdere. Derfor sigter PKA Ejendomme efter at skabe et motiverende arbejdsmiljø med fokus på samarbejde samt faglig og personlig udvikling, hvor der samtidig er plads til individet og en sund work-life balance.

Vil du med på rejsen, eller vil du vide mere om stillingen?

Send dit CV og en kort mail med din motivation for at søge jobbet til Maj Schmidt på msc@pka-ejendomme.dk.

Tiltrædelse: Hurtigst muligt

Vi er en virksomhed i udvikling, og vi glæder os til at byde dig velkommen som en vigtig del af vores team.

Mød vores fantastiske viceværter

Mød to af vores fantastiske viceværter, Mike og Malene, der fortæller lidt om deres oplevelser som viceværter i PKA Ejendomme.

Havenpromenade ved boligejendom fra PKA Ejendomme

Om PKA Ejendomme

PKA Ejendomme er ejendomsselskab for PKA og vil fremover levere aktiv og professionel forvaltning af pensionskassernes ejendomme. Med PKA Ejendomme skal vi tættere på ejendommene, og vi får derfor mulighed for at være i stand til bedre at kunne styre den strategiske udvikling i porteføljen. Vi ønsker at skabe en organisation, der tænker og agerer som ét team. En organisation, hvor den enkelte kan og skal tage et selvstændigt ansvar og initiativ – og har evnerne til at træffe beslutninger. Vi skal være en organisation, hvor fagligheden er i top, og hvor kollegerne aktivt inspireres af hinandens forskelligheder og kompetencer.