Erfarne projektledere til bolig- og erhvervsprojekter søges til PKA Ejendomme

Er du en erfaren og kompetent projektleder, der har erfaring med renovering af boligejendomme eller erhvervslejemål og -ejendomme så læs videre

PKA Ejendomme søger lige nu dygtige projektledere til et helt nyt projekt-team, der skal bygges op. Vi har ansat chefen og en seniorprojektleder på vores Aarhus-kontor. Lige nu søger vi 2-3 yderligere projektledere, der kan indgå i teamet. Du skal selvstændigt kunne løfte små som store renoveringsprojekter på vores bolig- og erhvervsejendomme, idet fokus er at projekterne højner kvaliteten af vores ejendomme og ikke mindst brugeroplevelsen for vores beboere og kunder.

Fokus på professionel projektstyring

Din kerneopgave som projektleder bliver at sikre en effektiv, professionel og sikker styring og operationel ledelse af vores mange byggeprojekter. PKA Ejendomme er mindre end to år gammel, og vi bygger et ejendomsforvaltningsselskab fra bunden. Det kræver derfor en særlig forståelse for, at du er med i en vigtig opbygningsfase, hvor vi i stort og småt sætter kursen for fremtiden. Du får økonomisk og fagligt ansvar for din egen portefølje af byggeprojekter, fx om- og tilbygninger, indretning af erhvervslokaler, etablering af tagboliger og gennemførelse af større vedligeholdelsesopgaver mv. Du får et tæt samarbejde med bl.a. vores driftschefer, viceværter samt vores bolig- og erhvervschef.

Dine ansvarsområder er blandt andet:

  • At indgå entrepriseaftaler med leverandører mv. og sikre, at vores krav til disse er opfyldt

  • At føre tilsyn med og opfølgning på byggeprojekterne samt byggemøder mv.

  • At overvåge og sikre entreprenørernes arbejde med sikkerhed på byggepladsen

  • At være det faglige anker, der sikrer, at alle de byggetekniske, arkitektoniske og kommercielle beslutninger bliver truffet i byggesagerne

  • At sikre at byggeprojekterne understøtter den langsigtede værdiforbedring af ejendommene

  • At foretage valg af entreprenører, herunder sikre, at entreprenører kender vores krav til bæredygtige løsninger

  • At foretage valg af materialer og tekniske løsninger i forbindelse med byggeprojekter, der tilgodeser vores krav om bæredygtige løsninger

Som projektleder vil du referere til selskabets projektchef.

Vi leder efter dig, der…

Stillingen er ideel for dig, der i dag arbejder hos en entreprenør, bygherrerådgiver, bygherre eller tilsvarende. Du mestrer til fulde styringen af såvel total- som hovedentrepriser og færdes hjemmevant både på kontoret og på en byggeplads, ligesom du mestrer projektledelse og styring af budgetter. Du deler vores passion for mursten og mennesker, og du ønsker at være en del af et team, hvor mod og personligt ansvar er vigtige nøgleord i hverdagen.

Du skal have drive, kompetencer og attitude til at levere resultater og effektivt eksekvere og styre projekterne fra start til slut.

Vi forestiller os at du:

  • Har en baggrund som projektleder/projektchef/byggeleder/rådgiver i en tilsvarende stilling inden for ejendomme, byggeri, bygherrerådgivning eller lignende

  • Har gennemført en relevant faglig uddannelse og besidder minimum 5-7 års erfaring med renovering af bolig- og erhvervsejendomme

  • Har indgående erfaring med lovgivning, regler og krav til byggesager og generel compliance

  • Er et positivt, dedikeret menneske, der evner at lede og motivere internt og eksternt

  • Har en høj arbejdsmoral og en faglig stolthed

  • Er struktureret, kvalitetsbevidst, selvstændig og løsningsorienteret

  • Er dedikeret og ærekær for det ansvar, du får tildelt

  • Trives i et dynamisk og uformelt miljø med kort vej til beslutningerne

  • Betegner dig selv som en stærk teamplayer

Genvejen til gode løsninger er dedikerede medarbejdere. Derfor sigter PKA Ejendomme efter at skabe et motiverende arbejdsmiljø med fokus på samarbejde samt faglig og personlig udvikling, hvor der samtidig er plads til individet og en sund work-life balance.

Vil du med på rejsen, eller vil du vide mere om stillingen?

Ansættelsesprocessen går i gang anden halvdel af august måned. Brug derfor sommerferien til at mærke efter om en af stillingerne er lige dig.

Hvis du er interesseret i at søge stillingen, beder vi dig kontakte Senior projektleder Lars Lindegaard Olsen på llo@pka-ejendomme.dk eller Projektchef Maj Schmidt på msh@pka-ejendomme.dk.

Tiltrædelse: Hurtigst muligt, gerne tidligt efterår 2024

Vi glæder os til at høre fra dig!

Havenpromenade ved boligejendom fra PKA Ejendomme

Om PKA Ejendomme

PKA Ejendomme er ejendomsselskab for PKA og vil fremover levere aktiv og professionel forvaltning af pensionskassernes ejendomme. Med PKA Ejendomme skal vi tættere på ejendommene, og vi får derfor mulighed for at være i stand til bedre at kunne styre den strategiske udvikling i porteføljen. Vi ønsker at skabe en organisation, der tænker og agerer som ét team. En organisation, hvor den enkelte kan og skal tage et selvstændigt ansvar og initiativ – og har evnerne til at træffe beslutninger. Vi skal være en organisation, hvor fagligheden er i top, og hvor kollegerne aktivt inspireres af hinandens forskelligheder og kompetencer.