Artikel

Tid til næste kapitel? Det skal du vide, når du flytter

27 juni 2025

Fra opsigelsen af din bolig til det sidste flyttesyn og den endelige afregning. Her guider vi dig gennem din fraflytning, så du ved, hvad der skal ske – og hvad du selv skal være opmærksom på undervejs.

shutterstock_2375560777
Når du skal flytte fra din bolig, er der en række praktiske ting, du skal have styr på. Hvornår skal du opsige? Hvordan skal boligen afleveres? Hvad sker der ved flyttesynet? Og hvornår får du den endelige flytteafregning?

 

Vi vil gerne gøre processen så enkel og overskuelig som muligt. Derfor har vi samlet det vigtigste, du skal vide, når du skal flytte fra din bolig hos PKA Ejendomme.
 
Først skal du opsige din bolig

De fleste lejligheder har en opsigelsesfrist på tre måneder. Det betyder, at du som udgangspunkt skal betale husleje i opsigelsesperioden, også selvom du flytter tidligere.

Ønsker du at flytte før opsigelsesperiodens udløb, vil vi forsøge at genudleje boligen hurtigst muligt. Det er dog altid din lejekontrakt, der afgør, hvilke vilkår og hvilken opsigelsesfrist der gælder for netop din bolig.

 

 

Husk de rigtige oplysninger

For at vi kan behandle din opsigelse og holde dig opdateret undervejs, er det vigtigt, at vi tydeligt kan identificere dig og dit lejemål.

Husk derfor at oplyse:

  • dit kundenummer, som du kan finde i din korrespondance med DEAS eller på din lejeopkrævning
  • din adresse
  • dine kontaktoplysninger, så vi kan kontakte dig om blandt andet flyttesynet og den endelige afregning.

 

Hvordan skal boligen afleveres?

Når du flytter, skal boligen afleveres i den stand, der følger af din lejekontrakt. Hvilke krav der gælder, afhænger blandt andet af, hvornår din lejekontrakt er indgået.

Er din lejekontrakt indgået før 1. juli 2015, kan det være aftalt, at boligen skal afleveres nyistandsat. Det kan blandt andet indebære maleristandsættelse af alle malbare flader, behandling af gulve, udbedring af eventuel misligholdelse samt rengøring efter istandsættelsen, så boligen er klar til den næste beboer.

Er din lejekontrakt indgået 1. juli 2015 eller senere, skal boligen som udgangspunkt afleveres i samme stand som ved indflytning. Om der eksempelvis er behov for maling eller behandling af gulve, afhænger derfor af boligens stand ved henholdsvis ind- og fraflytning.

Ved indflytningen er der typisk udarbejdet en indflytningsrapport og taget billeder af boligen. Dokumentationen bruges sammen med fraflytningsrapporten til at vurdere boligens stand og eventuelle afvigelser.

 

Vores opgave er at sikre, at lejligheden afleveres i den stand, der er aftalt i lejekontrakten. Det sætter os i stand til at begynde arbejdet med at gøre lejligheden klar til den næste beboer, siger teknisk chef hos PKA Ejendomme, Ole Tange.

 

Få hjælp inden flyttesynet

Er du i tvivl om, hvad du skal ordne, inden du afleverer boligen, tilbyder PKA Ejendomme et forsyn.

Her kan en af vores synsansvarlige medarbejdere gennemgå boligen med dig og vejlede om, hvad der bør ordnes inden det officielle flyttesyn. Du kan også få en bedre idé om, hvad du med fordel selv kan klargøre eller istandsætte inden afleveringen.

Du er naturligvis velkommen til helt eller delvist selv at klargøre og istandsætte din bolig inden flyttesynet.

Hvad er et forsyn?

Et forsyn er en service til dig, der gerne vil være bedre forberedt på det officielle flyttesyn. En synsansvarlig medarbejder vejleder dig om boligens stand og om, hvad der eventuelt bør ordnes inden afleveringen.

Forsynet er vejledende – den endelige vurdering af boligens stand sker ved det officielle flyttesyn.

Hvad sker der ved flyttesynet?

Når du har opsagt din bolig, bliver du indkaldt til et flyttesyn. Her gennemgår vi boligen sammen med dig for at afslutte lejeforholdet og vurdere, om den er afleveret i den stand, der følger af din lejekontrakt.

Eventuelle krav om istandsættelse bliver dokumenteret i en fraflytningsrapport og med billeder.

Istandsættelsen handler samtidig om at gøre boligen klar til den næste beboer. Når én beboer flytter ud, skal den næste kunne overtage en bolig i ordentlig stand og i overensstemmelse med de regler og aftaler, der gælder for lejemålet.

Fra flyttesyn til færdig bolig

1. Flyttesyn: Vi gennemgår boligen sammen med dig.

2. Dokumentation: Boligens stand og eventuelle krav om istandsættelse registreres i en fraflytningsrapport og ved billeder.

3. Istandsættelse: De nødvendige arbejder udføres, så boligen kan blive klar til den næste beboer.

4. Afregning: Når arbejdet er afsluttet, og fakturaerne fra håndværkerne er modtaget, udarbejdes din endelige flytteafregning.

For at sikre en smidig proces er det vigtigt, at du tydeligt identificerer dig i opsigelsen.

Sisse Veje
Boligchef

Hvornår kommer den endelige flytteafregning?

Efter flyttesynet kan der gå op til otte uger, før du modtager den endelige flytteafregning fra DEAS.

Det skyldes, at eventuelle arbejder først skal bestilles og udføres. Herefter skal fakturaerne fra håndværkerne modtages og behandles, før den endelige flytteafregning kan udarbejdes.

Vi guider dig hele vejen

Vi ønsker, at du føler dig tryg gennem hele processen – både mens du bor hos os, og når det er tid til at flytte videre.

Reglerne om fraflytning og istandsættelse kan være komplekse, og derfor er din lejekontrakt altid et godt sted at starte. Her kan du se de konkrete rettigheder og pligter, der gælder for netop dit lejemål.

Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at kontakte os eller DEAS.