Systematisk arbejde med genbrug
Siden etablering har vi arbejdet hen imod en mere systematisk praksis for genbrug af byggematerialer i forbindelse med blandt andet ombygninger. Bygningsdele registreres, demonteres og genanvendes enten direkte i nye projekter eller oplagres midlertidigt til senere brug. Det forlænger materialernes levetid og reducerer behovet for nye ressourcer.
Udgangspunktet er altid at genbruge egne bygningsdele. I nogle tilfælde giver det dog også mening at supplere med materialer fra leverandører, der sælger brugte komponenter, frem for udelukkende at investere i fabriksnye løsninger.
PKA Ejendomme bor selv i genbrug
Traditionelt er erhvervslejemål ofte blevet ryddet helt ind til ydervæggene, hvorefter alt er opbygget på ny. Med den tilgang går mange brugbare materialer tabt. Der er imidlertid betydelige klimagevinster ved at genbruge alt fra skillevægge og døre til lamper og køkkener.
Da PKA Ejendomme flyttede ind i egne lokaler i 2024, blev disse principper anvendt konsekvent. Genbrug af indvendige vægge og eksisterende gulve reducerede klimaaftrykket markant og viste i praksis, at genbrug fungerer i moderne erhvervsindretninger. Også genbrug af kontormøbler – eksempelvis nye overflader på eksisterende borde - i kombination med nye møbler viste sig at være en velfungerende løsning.
Genanvendte lamper med stor effekt
Belysning fylder meget i moderne erhvervslejemål og kan i en traditionel renovering stå for op mod 10 procent af den samlede klimabelastning. Her er der således store besparelser at hente ved genbrug.
I renoverede lamper er den tekniske del typisk udskiftet, så den lever op til nutidens krav til energieffektivitet og drift. Samtidig kan de ofte integreres sømløst i indretningen. I praksis er det svært at se forskel på nye og genbrugte løsninger - men forskellen på klimaaftrykket er tydelig.
Genbrug bør i udgangspunktet være godt for både miljø og for ejendomsinvesteringen, og vi arbejder derfor på, at genbrug også skal være kommercielt forsvarligt.
Maj Schmidt Bager, projektchef
Ny luft i gamle kanaler
Et godt indeklima er en forudsætning i moderne erhvervslokaler. Samtidig er ventilations- og køleanlæg blandt de mest ressourcekrævende installationer i en bygning.
Ved at tage stilling til, hvordan lokalerne faktisk skal anvendes, kan eksisterende hovedanlæg og kanaler ofte genbruges. Mindre komponenter som ventiler og regulerings-zoner udskiftes efter behov, mens den over-ordnede infrastruktur bevares. Det reducerer både materialeforbrug og indgreb i bygningen.
Døre og køkkener på tværs af lejemål
Erhvervslokaler er ofte indrettet med mange ensartede elementer. Det gør det muligt at flytte skillevægge, døre og køkkener mellem forskellige lejemål i porteføljen. Glas fra skillevægge kan eksempelvis genanvendes andre steder, hvor behovet opstår.
Denne tilgang har gjort det muligt at indrette nye lejemål med køkkener og inventar fra fraflyttede lokaler i andre af vores ejendomme. Dermed reduceres både affald og behovet for indkøb af nye materialer.
Spor af genbrug på gulvet
Tidligere blev gulve ofte fjernet helt ned til rå beton ved genindretning af erhvervslejemål. I dag er det i mange tilfælde tilstrækkeligt at reparere og opfriske eksisterende gulve – gerne med synlige variationer, der tydeliggør genbruget.
Det forudsætter, at det oprindelige gulv er af god kvalitet. Alternativt kan eksisterende konstruktioner fungere som underlag for nye overflader og dermed fortsat bidrage til at reducere ressourceforbruget.
Genbrug af byggematerialer er ikke et enkeltstående princip, men en praksis, der kræver planlægning, overblik og erfaring.
Med de erfaringer, PKA Ejendomme har op-bygget, er genbrug i stigende grad blevet et naturligt valg ved istandsættelse af erhvervs-lejemål.
Ambitionen er ikke at genbruge for enhver pris, men at træffe bevidste valg, hvor funktion, økonomi og miljøhensyn går hånd i hånd. Sådan får byggematerialer længere levetid, og erhvervslokaler bliver mere ansvarlige – uden at gå på kompromis med kvalitet og anvendelighed.