Fra 1. september samler vi ledige boliger, information om din ejendom, guides og kontaktoplysninger på pka-ejendomme.dk. Det giver boligsøgende en kortere vej til en ny bolig og gør det lettere for beboere at finde information og hjælp, når der er brug for det.
Hvor finder du en ledig bolig? Hvem er din vicevært? Hvad siger husordenen? Hvem kontakter du, og hvad har du egentlig ret til som lejer?
Det har ikke altid været nemt at finde svarene. Det ved vi godt, og det vil vi gerne gøre noget ved.
Fra 1. september samler vi derfor mere på pka-ejendomme.dk. For boligsøgende bliver hjemmesiden stedet, hvor alle vores ledige boliger findes, og hvor hele processen fra boligsøgning til underskrevet lejekontrakt kan foregå digitalt. For dig, der allerede bor hos os, samler vi information om din ejendom, kontaktoplysninger, guides og vejledninger.
Du kan fortsat altid ringe eller skrive til os, men de fleste vil helst selv kunne finde de informationer, de har brug for.
PKA Ejendomme er stadig et relativt nyt ejendomsselskab, og det tager tid at bygge de rette digitale løsninger op fra bunden. Fra 1. september er vi et stykke længere – og vi bygger løbende videre.
Vi tager udlejningen hjem
Indtil nu har vores ledige boliger været annonceret på tværs af eksterne portaler som boligportal.dk og findbolig.nu samt hos lokale ejendomsmæglere. Sådan har det været i mange år.
Fra 1. september samler vi det hele på vores egen hjemmeside.
Det betyder færre led i processen, hurtigere kommunikation med boligsøgende og en mere effektiv vej fra ledig bolig til en ny beboer, der er klar til at flytte ind. Ambitionen er samtidig at gøre hele processen mere enkel og moderne.
Alle vores ledige boliger annonceres fremover direkte på pka-ejendomme.dk. Her kan du søge på tværs af vores ejendomme, få overblik over, hvilke lejemål der er ledige, se 3D-modeller af udvalgte ejendomme og tilmelde dig fremvisning.
Finder du en konkret bolig, du gerne vil søge, foregår det digitalt. Bliver din ansøgning godkendt, modtager du lejekontrakten til underskrift og betaler depositum. Hele vejen frem til underskrevet lejekontrakt og indbetalt depositum kan dermed klares fra telefon, tablet eller computer via pka-ejendomme.dk.
Kortere vej fra opsigelse til ny beboer
Når en bolig bliver opsagt, begynder en proces, der i dag involverer eksterne portaler, mæglere og flere parallelle kommunikationskanaler.
Med den nye hjemmeside samler vi processen ét sted. Vi kan selv præsentere boligen, håndtere henvendelser hurtigere og komme fra opsigelse til underskrevet kontrakt og indflytningsklar bolig med færre stop undervejs.
Det er godt for den boligsøgende, der får hurtigere svar. Og det er godt for ejendommen og lejligheden, der ikke står tom længere end nødvendigt.
Vi har arbejdet med denne ambition, siden vi etablerede PKA Ejendomme i 2023. Udgangspunktet var, at vi ville tættere på vores ejendomme og de mennesker, der bor i dem. Siden har vi taget driften og viceværtfunktionen hjem, og nu er turen kommet til udlejningen.
Det giver os mulighed for at præsentere vores boliger på vores egne præmisser og giver os en direkte kanal til de boligsøgende, som vi ikke har haft før.
Sisse Veje
boligchef hos PKA Ejendomme
Mere information allerede inden du søger
Mange boligsøgende har spørgsmål tidligt i processen. Hvad koster boligen? Hvad er inkluderet? Og hvornår er den ledig?
Med den nye hjemmeside vil flere af svarene ligge klar, allerede inden du begynder at søge.
Mange boligsøgende har spørgsmål tidligt i processen. Hvad koster det, hvad er inkluderet, hvornår er boligen ledig. Med den nye løsning vil de fleste svar ligge klar på hjemmesiden, allerede inden man begynder at søge. Det giver os mere tid til de personlige samtaler og situationer, hvor vi virkelig kan gøre en forskel over for den boligsøgende,” siger udlejningskonsulent hos PKA Ejendomme, Ann Chatrine
Særligt i og omkring de største byer er efterspørgslen stor, og det kan tage tid at finde den rigtige bolig. Du behøver dog ikke selv holde øje hver dag.
Du kan oprette en boligagent, som sender dig en mail, når der bliver en ledig bolig, der matcher det, du søger. Du kan også skrive dig på interesseliste til en bestemt ejendom, hvis der er et helt særligt sted, du gerne vil bo.
Fortrinsretten fortsætter
Alle vores ledige boliger er synlige for alle boligsøgende, men medlemmer af pensionskasserne bag PKA har fortsat fortrinsret.
Processen håndteres fra 1. september direkte hos PKA Ejendomme i stedet for via DEAS' boligportal, findbolig.nu.
Er du pensionskassemedlem, kan du logge ind på pka-ejendomme.dk og se, om din pensionskasse har fortrinsret i den konkrete ejendom. Samtidig bliver det mere gennemsigtigt, hvordan tildelingsreglerne fungerer på den enkelte ejendom.
Fortrinsret for pensionskassemedlemmer
Alle vores ledige boliger er synlige for alle boligsøgende, men medlemmer af pensionskasserne bag PKA har fortrinsret.
Det gælder:
- Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer
- Pensionskassen for Sundhedsfaglige
- Pensionskassen for Socialrådgivere, Socialpædagoger og Kontorpersonale
- Pensionskassen for Farmakonomer
Fortrinsretten afhænger af anciennitet i pensionskassen.
Nogle af vores ejendomme er desuden samejet med andre pensions- og investeringsselskaber, herunder P+, Sampension og Nordea Liv & Pension. På disse ejendomme kan der gælde særskilte aftaler om udlejning og fortrinsret, som fremgår af den konkrete ejendomsside.
Du finder alle ledige boliger på pka-ejendomme.dk fra 1. september 2026.
Information og hjælp til dig, der allerede bor hos os
Den nye hjemmeside bliver også et fast sted at gå hen, når du som beboer har brug for information om din ejendom.
Fra 1. september finder du husorden og beboermanual for langt de fleste ejendomme. På de ejendomme, hvor materialet endnu ikke er lagt op, arbejder vi på at få det på plads, og siden opdateres løbende.
Du finder også kontaktoplysninger på din vicevært og ejendommens ansvarlige, så du hurtigt kan finde frem til den rigtige person.
Derudover samler vi artikler, guides og vejledninger, der er relevante for dig som beboer. Du kan blandt andet finde gode råd om, hvordan enkle rutiner kan forlænge levetiden på dine hvidevarer betydeligt.
Fra september finder du også de første instruktionsvideoer på hjemmesiden, hvor en af vores viceværter viser, hvordan du selv kan løse nogle af de oftest forekommende problemer i din lejlighed.
Det er hjælp til selvhjælp.
Information om beboerrepræsentation og Fællesskabspuljen
Har du en beboerrepræsentation på din ejendom, eller overvejer du at stifte en, finder du også information om det på hjemmesiden.
Her kan du læse om, hvordan man kommer i gang, hvordan man søger midler i Fællesskabspuljen, og hvordan man tilmelder sig vores webinarer og arrangementer for beboerrepræsentationer.
Verba svarer, når det passer dig
På hjemmesiden møder du også Verba, vores nye virtuelle PKA Ejendomme-medarbejder.
Verba er trænet i vores egne systemer og forretningsgange og kan svare på de spørgsmål, de fleste normalt ville ringe om. Det kan for eksempel være: Hvem er din vicevært? Hvordan skifter du en ovnpære? Og hvornår skal du kontakte os frem for at klare det selv?
Verba kan svare på omkring 200 af de mest almindelige spørgsmål. Det dækker mere end 50 procent af vores henvendelser, og du får svaret med det samme, uanset hvornår på dagen du sidder med spørgsmålet.
Verba erstatter ikke den personlige betjening. Den erstatter heller ikke Propbinder, vores online serviceplatform, hvor du som altid kan oprette driftsrelaterede sager døgnet rundt.
Men for de mange spørgsmål, der bare trænger til et hurtigt og præcist svar, er Verba et godt sted at starte.
Vi ønsker at give vores beboere de bedste forudsætninger for at trives i deres hjem. En del af det handler om, at information og hjælp skal være let at finde, når man har brug for det. Den nye hjemmeside er vores måde at løfte den forpligtelse på," siger boligchef hos PKA Ejendomme, Sisse Veje.
Det finder du på pka-ejendomme.dk
Fra 1. september kan du blandt andet finde:
- Husorden og beboermanual. Vi arbejder på at få det på plads for alle ejendomme, og siden opdateres løbende.
- Kontaktoplysninger på din vicevært og ejendommens ansvarlige.
- Artikler, guides og instruktionsvideoer til hverdagen i boligen.
- Information om beboerrepræsentationer, Fællesskabspuljen og webinarer.
- Hurtig adgang til vores online serviceplatform til driftsrelaterede sager.
- Verba, vores chatfunktion, der svarer på de fleste spørgsmål døgnet rundt.
Du kan altid ringe til os
Selvom mere information bliver tilgængelig digitalt, kan du fortsat få personlig hjælp.
Har du brug for det, er du altid velkommen til at kontakte os på 87 800 900. Ved akutte skader uden for åbningstid bliver du viderestillet til vores døgnservice.
Har du en driftssag, der skal oprettes, er vores online serviceplatform fortsat dit sted. Her kan du oprette og følge sager døgnet rundt, uanset om det er en utæt vandhane, en defekt lampe i opgangen eller noget andet, der kræver vores opmærksomhed.
Vores online serviceplatform ændrer sig ikke med den nye hjemmeside. Du finder fortsat adgang via opgave.pka-ejendomme.dk.
God service og effektiv udlejning hænger sammen
Som ejendomsselskab for pensionskasserne bag PKA forvalter vi ejendomme på vegne af de mange medlemmer i social- og sundhedssektoren, der står bag pensionskasserne. Ejendommene skal levere et stabilt afkast til medlemmernes pensioner.
En mere effektiv udlejning bidrager til det. Og en god oplevelse for den boligsøgende er ikke noget, vi lægger oveni. Det er en del af den samme ambition om at drive ejendommene ordentligt og professionelt.
Det gælder også, selvom der på nogle af vores ejendomme er meget stor efterspørgsel efter ledige boliger, og vi derfor må skuffe mange, der ønsker sig en bolig hos os – særligt i og omkring de største byer.
Velkommen til vores nye hjemmeside.