Det skal være slut med energispild. Og som bekendt gælder princippet om ‘Mange bække små...”. Et reduceret vandforbrug på cirka 100 m³ om måneden og en årlig besparelse på 90.000 kroner er blot ét af mange konkrete resultater, som overvågningen af vandforbruget på ejendommene har ført med sig. Det er samtidig et godt eksempel på, hvordan vi i PKA Ejendomme aktivt bruger data til at sikre ansvarlig ejendomsdrift.
Data gør det muligt at prioritere indsatser og vurdere effekten af investeringer. For os er energistyring et centralt redskab til at styre driften og reducere energispild på porteføljen. Og det har ét klart formål: at finde det optimale kryds mellem de ressourcer, der investeres i ejendommene, og de besparelser og forbedringer, der kan realiseres i praksis.
Det handler for os ikke om at måle mest muligt, men om at måle det rigtige – og at bruge data til at træffe beslutninger. For den største værdi opstår, når data omsættes til handling. Ved for eksempel at analysere vandforbruget i nattetimerne kan selv mindre lækager eller løbende installationer identificeres tidligt.
Fra nøgletal til aktiv styring
Traditionelt har energimærker været det primære grundlag for vurdering af ejendommes energiforbrug. Det giver et vigtigt overblik og et fælles sammenligningsgrundlag, men det viser et beregnet forbrug – ikke et faktisk forbrug.
Derfor har PKA Ejendomme styrket energistyringen ved også løbende at opsamle realiseret forbrug, så vi hurtigt kan identificere afvigelser, reagere hurtigere og målrette indsatser der, hvor effekten er størst.
Det betyder, at blandt andre vores viceværter og driftschefer kan arbejde mere præcist i hverdagen og skabe et mere solidt beslutningsgrundlag for fremtiden.

EKSEMPEL | Databaseret indsats reducerer vandforbruget markant
Udvikling i vandforbrug over tid i boligejendommen Konstabelbygningen (11.–27. december 2025). Den stiplede linje markerer et konkret driftsindgreb, hvor løbende toiletter blev udbedret. Efter indgrebet falder vandforbruget markant og stabiliseres på et lavere niveau.
Eksemplet viser, hvordan løbende dataopsamling gør det muligt hurtigt at identificere spild og omsætte viden til målrettede indsatser med direkte ressourcebesparelser.
Når data bliver handling
Ligesom med overvågning af vandforbruget følger vi for eksempel også varmeforbruget i sommerperioden. Ved at sammenholde varmeforbruget med udetemperaturen kan det hurtigt identificeres, om et sommer-stop fungerer efter hensigten – og her har data i flere tilfælde vist, at varmeforbruget fortsatte, trods høje udetemperaturer. Det har givet anledning til justeringer i driften.
Mennesker er afgørende for teknologien
Energistyring handler ikke kun om systemer og software, men i lige så høj grad om mennesker og adfærd. Derfor har vi arbejdet systematisk med at undervise og klæde viceværter og driftschefer på til at bruge energistyringsværktøjet aktivt i den daglige drift.
Det er virkelig positivt, at de data vi indsamler og overvåger bliver brugt aktivt i den daglige drift. Og det glæder mig virkelig at se, at mange af mine kolleger ser det som en naturlig del af deres arbejde, at vi får reduceret energispildet på ejendommene,” siger ESG Manager hos PKA Ejendomme Mathias Kæmmer.
FAKTA | Sommerstop reducerer energispildet
Sommerstop er en automatisk sommerlukning af varmeanlægget, typisk aktiveret når udetemperaturen overstiger for eksempel 17 °C. Ved manuel sommerluk lukkes varmen på sommerventilen, og cirkulationspumpen slukkes – den nationale sommerlukdag er 15. maj.
Hvis sommerstop ikke aktiveres, kan varme cirkulere unødvendigt i anlægget, hvilket øger energiforbruget og kan medføre højere varmeregning eller sanktioner fra varmeforsyningen. Korrekt sommerluk bidrager både til energibesparelse og bedre komfort i overgangsperioder.
.png)
Andel af porteføljen koblet på Enity pr. 31.12.2025
Pr. 31.12.2025 var 0,9 mio. m² af ejendomsporteføljen, fordelt på omkring 1.000 datapunkter, tilkoblet energistyrings-platformen ‘Enity’. Dermed indsamler vi nu aktivt data fra 90 % porteføljen.
Et fundament for 'ESG-plan 2030'
Selvom datagrundlaget er styrket markant, er det fortsat under udvikling. Ikke alle målere er endnu fjernaflæste, og datakvaliteten varierer på tværs af ejendomme og forsyningstyper. Allerede nu har vi omkring 1.000 datapunkter på ejendomsporteføljen.
Indsatsen prioriteres der, hvor datakvaliteten er tilfredsstillende, og hvor potentialet for forbedringer er størst. Samtidig arbejdes der løbende på at udbygge og forbedre datagrundlaget.
Styrket energistyring er en central forudsætning for realiseringen af vores ‘ESG-plan 2030’. Bedre data gør det nemlig muligt at følge udviklingen i ressourceforbruget mere præcist, dokumentere effekten af indsatser og justere kursen undervejs.